Bærer af Kêne-visdom. Matriark for kvinders styrkelse. Bro mellem generationer.
Medicinkvinde. Vogter og musiker i det hellige ceremonirum.
Jeg hedder Dona Txima Huni Kuin. Jeg er en af de ældste traditionelle plantehealere blandt Huni Kuin-folket ved Humaitá-floden og den ældre i vores kvindegruppe, Keneya Xarabu. Jeg har viet mit liv til at bevare og videreføre kendskabet til Kêne — vores folks oprindelige helende mønstre, som ofte væves ind i tøj og smykker. Jeg er også anerkendt som mester i traditionelle Huni Kuin-mediciner, herunder Ayahuasca, Kambó, Rapé og Sananga, og jeg har arbejdet for at beskytte ceremonielle traditioner, dieta-praksisser og helingsritualer.
Blandt de mange mediciner, jeg bærer, er jeg vogter af Hampaya — en hellig rituel og vokal dieta i mit folk. Denne gamle praksis er for dem, der ønsker at åbne deres stemme, styrke deres kommunikation og forbinde sig med deres indre kraft gennem lyd, nærvær og intention. I Hampaya er malagueta-peberfrugten den ledende plante; den vækker stemmen og skaber klarhed. Med fjer eller næb fra Txaná-fuglen — en fugl, der er kendt for at efterligne skovens sange — påføres peberen på tungen, mens en hellig bøn kalder fuglenes ånd ind. Fra det øjeblik “bliver” personen en fugl og bærer ånden fra en lille Txaná, som dagligt skal næres med sange, så den kan vokse og dele sin visdom. Den efterfølgende dieta er streng: ingen salt, sukker, kaffe eller forarbejdede fødevarer — kun let, naturlig og “fuglevenlig” mad — samt en daglig forpligtelse til at synge, så plantens ånd kan vejlede og undervise gennem vibration.
Der var en tid i det oprindelige territorium ved Humaitá-floden, hvor denne forfædres viden var ved at forsvinde, og kun få praktiserende var tilbage til at føre traditionen videre. I den svære periode tog jeg initiativ til at rejse til andre oprindelige områder for at finde måder at styrke og genoplive denne viden på. Gennem disse rejser fordybede jeg min forståelse af mine forfædres lære og genforbandt mig med traditioner, der var i fare for at gå tabt.
Da jeg vendte tilbage til Humaitá-floden, var mit formål klart: at dele denne visdom med andre Huni Kuin-kvinder, så kunsten at arbejde med Kêne kan leve videre og blomstre for kommende generationer. Med et ønske om at styrke kvinder og beskytte både kulturel og miljømæssig arv grundlagde jeg Keneya Xarabu-kollektivet i 2022 sammen med en lille gruppe Huni Kuin-kvinder fra Espelho da Vida. Kollektivet blev skabt for at fremme socioøkonomisk kvindeligt iværksætteri, styrke den kulturelle identitet og skabe indkomst gennem deling af viden, autonomi og traditionel kunst.
I maj 2023, under det første kvindemøde ved Humaitá-floden, udvidede kollektivet sin deltagelse til også at omfatte kvinder fra nabobyer. Mødet markerede et vigtigt skridt i opbygningen af et robust netværk mellem landsbyer, forankret i samarbejde, lederskab og kulturel bevarelse. Senere samme år deltog jeg som en del af Keneya Xarabu-kollektivet i offentlige dialoger på Museu das Culturas Indígenas i São Paulo, hvor vi delte erfaringerne fra vores kvindegruppe, samarbejdet mellem landsbyerne og vores engagement i at beskytte kulturen.
Jeg er en bro mellem generationer — og mellem skoven og dem, der er klar til at gå med den. Med årtiers erfaring guider jeg hver deltager med klarhed, styrke og mildhed. Jeg udfører dette arbejde i tæt samarbejde med min nevø, Tuim Nova Era, og hans datter, Yeke Kaya Huni Kuin, så vores fælles mission kan fortsætte gennem familien og videre til de kommende slægter.
Huni Kuin, også kendt som Kaxinawá, er et oprindeligt folk i det vestlige Amazonas, fordelt mellem det vestlige Brasilien — især delstaten Acre — og det østlige Peru. Navnet Huni Kuin betyder “de sande mennesker” eller “mennesker med traditioner”, og de foretrækker denne betegnelse frem for Kaxinawá, som kan have nedsættende betydninger. I dag anslås befolkningen til omkring 10.000 personer, der lever langs floder som Purus, Tarauacá, Jordão og Muru i Brasilien samt Purus og Curanja i Peru.
Huni Kuins historie er dybt forankret i regnskovens kultur. De tilhører den panoanske sprogfamilie og deler forfædres bånd med andre amazonske folk. Deres tilstedeværelse i regionen består trods historisk marginalisering og trusler fra skovrydning og agrobusiness. Nye indsatser fra den brasilianske stat og oprindelige organisationer arbejder for at få anerkendt deres forfædres land, en vedvarende kamp som også er beskyttet under Brasiliens forfatning fra 1988.
Deres sociale organisering er bygget op omkring små landsbyer, ofte kun tilgængelige via floden. Fællesskaberne er formet af slægtskab og kollektive ritualer, og lederskabet er mindre hierarkisk. Åndelige og familiære bånd skaber sammenhængskraften. Livsformen, ñembiguá, er uløseligt knyttet til skoven, hvor hverdag, jagt, indsamling, landbrug og ritualer væves sammen.
Sproget Hãtxa Kuin understreger deres identitet. Det er et panoansk sprog, som er blevet overleveret mundtligt gennem generationer, og mange taler kun lidt portugisisk eller spansk. Den mundtlige tradition bærer kosmologi, myter, historie og medicin videre. Fortællinger, sange og ceremonier er både kulturelt udtryk og værn om deres verdensforståelse.
Denne verdensforståelse afspejles også i deres dybe viden om lægeplanter og shamanistiske traditioner. Pajés gennemgår krævende indvielser, blandt andet ensomme rejser i skoven og møder med åndelige væsener, indtil de opnår hellig viden som brugen af muká (skovånd). Centralt i deres heling står Nixi Pae (Ayahuasca), som indtages i rituelle sammenhænge, hvor sangene Huni Meka guider visioner og forvandling. Supplerende mediciner omfatter Kambó, Sananga og Rapé, som hver især bærer både terapeutiske og spirituelle dimensioner.