Mystiker. Ydmyg vandrer på den spirituelle vej. Trofast discipel. Yawanawá-kunsthåndværker.
Vogter af det hellige ceremonirum og musiker.
Mit navn er Hukê Netê Yawanawá. Jeg er den ældste datter af den store spirituelle leder, pajéen Waxy Yawanawá. Jeg er også mor til en vidunderlig dreng, Mawaisā, som er hjemmets glæde. Allerede før han kunne gå, slog han på trommen, som om blodet i ham bar vores folks urgamle arv.
Jeg betragter mig selv som et meget privilegeret menneske, fordi jeg elsker det, jeg laver. Jeg er håndværker og arbejder med styrken fra den hellige medicin uni. Jeg maler kjoler, laver kuripes, tepis og andre håndværk, som udtrykker vores folks spiritualitet gennem Yawanawá-kunsten.
Jeg begyndte på den spirituelle vej som barn. Jeg fulgte hele tiden min mor, som lærte mig og stadig lærer mig. Jeg er dybt taknemmelig for at have hende som både mentor og mor. Første gang jeg indtog den hellige medicin uni var, da jeg var 12 år, og det var mit eget valg. Jeg følte, at det var vejen til at møde vores forfædre, gå sammen med min mor og senere give denne undervisning videre til mine børn, så jeg kunne efterlade mig en arv af stor spirituel rigdom.
På min spirituelle rejse har jeg gennemført flere diæter, blandt andet Nanã, Mamã, Xanã, Kulina for stemmen, Marubú og Kawanawá. Jeg studerer og bruger også de hellige mediciner uni (Ayahuasca), rumê (Rapé), kapum (Kambó) og Sananga.
Jeg hjælper min mor med at lede Mawa Yuxin-centret og synger bønnerne under ceremonierne. Jeg er lærlingeshaman og vogter med stor ydmyghed ved min mors ceremonier, som altid inspirerer mig. Jeg ønsker at lære det, hun ved, og at være som min mor. Jeg er også stadig dybt inspireret af min onkel, pajé Tatá Yawanawá, i hans ydmyghed. Han ønskede blot at være en “tobacco smeller” og intet andet.
“Yawanawá” betyder “folket af vildsvinet”. De er et oprindeligt folk på omkring 1.500 mennesker, som bor i ni landsbyer langs Gregório-floden i delstaten Acre, dybt inde i den brasilianske Amazonas. I modsætning til andre amazonske grupper, der er spredt over mange steder, er Yawanawá særlige, fordi de alle lever på samme territorium og taler samme sprog. De kalder sig selv “vildsvinefolket”, fordi de som folk altid er sammen. De er en flok, når de jager, og i livet i almindelighed.
Deres levevis er stadig hovedsageligt baseret på jagt og fiskeri. I den tørre sæson organiseres fisketure, hvor næsten hele fællesskabet deltager, og som bliver til vigtige sociale begivenheder – “madfestivaler”, som Yawanawá selv beskriver dem. De bruger forskellige plantegifter, som, når de kommer i vandet, får fiskene til at stige op til overfladen og gør fangsten lettere. I regntiden, når store dyr efterlader tydelige spor, bliver jagt en af de vigtigste kilder til føde.
Ifølge det brasilianske socio-miljøinstitut er de vigtigste afgrøder fra deres marker maniok, majs og banan. Der dyrkes også andre afgrøder gennem agroforest aktiviteter, såsom ris, sød kartoffel, papaya, ananas og sukkerrør.
Deres sociale organisering bygger på matrilokalt ophold og en stærk familiekonstruktion, som holder landsbyernes økonomi sammen og giver social støtte til alle medlemmer. Deres traditionelle bygninger er runde og lavet af træ og strå. Der er ingen opdeling, og ilden placeres i midten.
I det 16. århundrede fandt Yawanawá-folkets første kontakt med det vestlige samfund sted under ledelse af deres forfader Antonio Luís Pekuti. Det var en periode præget af grusomheder mod deres folk, herunder slaveri under gummibaroner.
De fik først regelmæssig kontakt med andre brasilianere for to generationer siden, da gummibønder drog nordpå på jagt efter jord og gratis arbejdskraft. De overlevede i århundreder ved at arbejde på plantager. Da gummiprisen faldt i midten af det 20. århundrede, begyndte de at sælge annatto, en tornet frugt med frø, der giver et rødt farvestof brugt i læbestift, øjenskygge og bronzer.
I 1980’erne førte cacique Biraci Nixiwaka Brazil sit folk i kampen for anerkendelse af deres oprindelige territorier, og Yawanawá blev det første oprindelige folk, der opnåede officielle rettigheder til deres land i delstaten Acre.
I 2006 blev Yawanawá den første stamme til at indvie en kvindelig shaman, Hushahu Yawanawá. Deres leder, Raimundo Luiz (Tuíkuru), godkendte dette med støtte fra den legendariske ældste pajé Tatá Yawanawá.
Selvom det i dag især er heling, som forbindes med Yawanawá-shamanisme, havde pajéens opgaver tidligere mange flere facetter og berørte også kulturens andre sider, såsom krig og jagt. De traditionelle helingsritualer omfatter “uni”, deres mest hellige drik, bedre kendt som Ayahuasca, samt “rumê” (Rapé), en traditionel måde at bruge tobak blandet med aske fra Tsunu-træets bark.
Andre vigtige Yawanawá-mediciner er kapum (kambó), som deles i traditionelle ritualer og ceremonier for spirituel renselse, regenerering, kropslig udrensning og heling; Sananga, fremstillet af barken fra en rod i Tabernaemontana-slægten og brugt til at åbne det tredje øje og det indre syn samt oplyse underbevidsthedens mønstre; og Sepá, en røgelse lavet af saften fra et træ, som bruges til at beskytte og rense rummet for negative energier, som regel i ceremonier.
Et af de mest iøjnefaldende træk ved Yawanawá-kunsten er mangfoldigheden af kropsmalingsmønstre, eller kênes, som bruges flittigt under Mariri-festivalen. De mest anvendte farver er urucum (annatto), et rødt pigment fra frøene af Bixa orellana-planten, og genipapo, som giver et mørkeblåt eller sort pigment. Begge stammer fra beskyttende frø og blandes undertiden med en velduftende harpiks for at hjælpe farverne med at fæstne sig på huden.
Yawanawá er specialister i kunsthåndværk, sang og musikalsk udtryk og omsætter traditionelle fortællinger til en moderne fortolkning. Deres sange fortæller om forbindelsen til jorden, ærbødighed for ånderne og oprindelige samfunds modstandskraft over for nutidige udfordringer. Deres musik består typisk af stemme, guitarer og trommer.