En glad kunstner. En stærk kvindestemme. Bærer af Yawaraní-slægten.
Vogter og musiker i det hellige ceremonirum.
Mit navn er Paka Shahu, og jeg er datter af Pekã Rasu og Yawa Vari. Ligesom mange i min familie og alle mine søstre blev jeg naturligt introduceret til og oplært i mit folks, Yawanawás, viden.
Jeg lærte af mine forældre og gennem egne erfaringer i andre landsbyer, hvordan man holder et rum med min musik i ceremonier. At ledsage min far skaber en helt særlig forbindelse mellem medicinsk arbejde og min families slægt.
På min rejse gennem Europa i 2022 delte jeg allerede min dybe, stærke og smukke stemme, min tilstedeværelse ved alteret, min feminine kraft og min glædesfulde livsform.
Jeg bor med min mand og vores lille datter og tilbringer det meste af min tid med min familie i Yawaraní-landsbyen, hvor jeg støtter og studerer på Pekã Rasu-centret og gennem undervisningen og min ydmyghed kanaliserer skovens kræfter.
Jeg er en erfaren kunstner inden for Yawanawás malerier, Kênes (maling eller hellige visioner), som jeg omsætter til detaljerede ansigts- og kropsmalerier samt traditionelt smykkearbejde.
“Yawanawá” betyder “folket af vildsvinet”. De er et oprindeligt folk på omkring 1.500 mennesker, som lever i ni landsbyer langs Gregório-floden i delstaten Acre, dybt inde i den brasilianske Amazonas. I modsætning til andre amazonske grupper, der er spredt over flere områder, er Yawanawá unikke, fordi de alle bor på samme territorium og taler det samme sprog. De kalder sig selv “vildsvinefolket”, fordi de som folk altid er sammen. De er en flok, både når de jager og i livet generelt.
Deres levevis bygger stadig primært på jagt og fiskeri. I den tørre sæson arrangeres fisketure, hvor næsten hele fællesskabet deltager, og som udvikler sig til vigtige sociale begivenheder – “madfestivaler”, som Yawanawá selv beskriver dem. De bruger forskellige plantegifte, som, når de kommes i vandet, får fiskene til at stige op til overfladen og gør fangsten lettere. I regntiden, når store dyr efterlader tydelige spor, bliver jagt en af de vigtigste kilder til føde.
Ifølge det brasilianske socio-miljøinstitut er de vigtigste afgrøder fra markerne maniok, majs og banan. Der dyrkes også andre produkter gennem agroforestale metoder, blandt andet ris, sød kartoffel, papaya, ananas og sukkerrør.
Deres sociale organisering bygger på matrilokal bosætning og en stærk familiestruktur, som holder landsbyernes økonomi sammen og socialt støtter alle medlemmer. De traditionelle bygninger er runde og lavet af træ og strå. Der er ingen opdeling, og bålet er placeret i midten.
I det 16. århundrede fandt Yawanawás første møde med det vestlige samfund sted under ledelse af deres forfader Antonio Luís Pekuti. Det var en periode præget af overgreb mod deres folk, herunder slaveri under gummibaroner.
De fik først regelmæssig kontakt med andre brasilianere for to generationer siden, da gummibønder drog nordpå på jagt efter jord og gratis arbejdskraft. I århundreder overlevede de ved at arbejde på plantager. Da gummiprisen faldt i midten af det 20. århundrede, begyndte de at sælge urucum, en tornet frugt med frø, der giver rød farve til blandt andet læbestift, øjenskygge og bronzer.
I 1980’erne ledte høvding Biraci Nixiwaka Brazil sit folk i kampen for anerkendelsen af deres oprindelige territorier, og Yawanawá blev det første oprindelige folk, der opnåede officielle rettigheder til deres land i Acre.
I 2006 blev Yawanawá den første stamme til at indvie en kvindelig shaman, Hushahu Yawanawá. Deres leder, Raimundo Luiz (Tuíkuru), godkendte det med støtte fra den legendariske ældste pajé Tatá Yawanawá.
Selv om den mest kendte del af Yawanawás shamanisme i dag er helbredelse, var pajéens funktioner tidligere mere varierede og omfattede også aspekter som krigsførelse og jagt. De traditionelle helbredelsesritualer omfatter “uni”, deres mest hellige drik, bedre kendt som ayahuasca, samt “rumê” (rapé), en traditionel brug af tobak blandet med aske fra Tsunu-træets bark.
Andre vigtige Yawanawá-mediciner er kapum (kambó), som deles i traditionelle ritualer og ceremonier for spirituel renselse, fornyelse, kropslig udrensning og healing; sananga, fremstillet af barken fra roden af Tabernaemontana-slægten og brugt til at åbne det tredje øje og det indre syn samt belyse underbevidste mønstre; og sepá, en røgelse lavet af saften fra et træ, som bruges til at beskytte og rense rummet for negative energier, ofte i ceremonier.
Et af de mest iøjnefaldende træk ved Yawanawás kunst er mangfoldigheden i kropsmalerier, kênes, som bruges flittigt under Mariri-festivalen. De mest anvendte farver er urucum, et rødt pigment lavet af frøene fra Bixa orellana-planten, og genipapo, som giver et mørkeblåt eller sort pigment. Begge stammer fra beskyttende frø og kombineres nogle gange med en velduftende harpiks for at få farven til at hæfte på huden.
Yawanawá er specialister i håndværk, sang og musikalsk udfoldelse og omsætter traditionelle fortællinger til en nutidig form. Deres sange fortæller om forbindelsen til landet, om ærbødighed for ånderne og om oprindelige samfunds modstandskraft i mødet med nutidens udfordringer. Musikken består typisk af stemme, guitar og trommer.