Skaber af rum. Vogter af Yawaraní-arven og Yawanawá-spiritualiteten.
Medicineman. Vogter af det hellige ceremonirum.
Jeg hedder Pekã Rasu Yawanawá (Valdemir Vicente Brandao), og jeg blev født i 1970. Jeg er en af de åndelige ledere i Aldeia Yawaraní i det oprindelige territorium Rio Gregório i Acre. Jeg er den ældste søn af den store pajé Yawaraní og en af hans sidste tre elever.
Min muká-diet, en stærk indvielse i Yawanawá’s åndelige vej, varede i et år og indebar afholdenhed fra blandt andet rødt kød, sukker, rent vand og seksuelt samvær samt lange perioder i ensomhed i skoven. Det var en tid med dyb afklaring af min vej og min livsmission.
Min far gik bort lige efter, at jeg havde afsluttet min dieta. Efter det ændrede mit liv sig fuldstændigt, og jeg valgte at hellige mig studiet af medicin, videreførelsen af Yawanawá’s åndelige traditioner, ceremonier og heling. Jeg har siden viet mit liv til spiritualitet og mit folks kultur.
Valget om at fortsætte min vej gav mig mulighed for at bære slægten videre og fordybe mig i studiet af mediciner, sange og bønner med min families støtte. Sammen har vi skabt smukke ceremonier og sunget for at støtte helingen hos de mange deltagere.
I 2023 åbnede jeg mig for bønnerne (vana) i forbindelse med den spirituelle praksis dieta (samakei), i overensstemmelse med kaldet fra den mission, min far efterlod mig som arv. Hver dag forbinder jeg mig dybere med dette arbejdes hellighed og investerer alle mine ressourcer i familien, den åndelige mission og skabelsen af Pekã Rasu-rummet.
Pekã Rasu er et spirituelt center med en helende plantehave midt i Amazonas-regnskoven, 10 minutter fra Yawaraní med båd. Her kan deltagere trække sig tilbage i retræte og ensomhed, fordybe sig i spirituel praksis, indvielser og hellige diæter og få en sjælden mulighed for at genforbinde sig med naturen.
“Yawanawá” betyder “folket af vildsvinet”. De er et oprindeligt folk på omkring 1.500 mennesker, som lever i ni landsbyer langs Gregório-floden i delstaten Acre, dybt inde i den brasilianske Amazonas. I modsætning til andre amazoniske grupper, der er spredt over flere områder, er Yawanawá unikke ved, at de alle bor i samme territorium og taler det samme sprog. De kalder sig selv “vildsvinefolket”, fordi de som folk altid holder sammen – som en flok i jagten og i livet.
Deres levevis bygger stadig hovedsageligt på jagt og fiskeri. I den tørre sæson organiseres fisketure, hvor næsten hele fællesskabet deltager, og som bliver til vigtige sociale begivenheder – “madfestivaler”, som Yawanawá selv beskriver dem. De bruger forskellige plantegifte, som når de kommer i vandet får fiskene til at stige op til overfladen og gør fangsten lettere. I regntiden, når store dyr efterlader tydelige spor, bliver jagt en af de vigtigste kilder til føde.
Ifølge det brasilianske socio-miljøinstitut er de vigtigste afgrøder fra deres dyrkningsområder maniok, majs og banan. Derudover dyrkes også blandt andet ris, sød kartoffel, papaya, ananas og sukkerrør gennem agroforestale aktiviteter.
Deres sociale organisering bygger på matrilokal bosætning, en stærk familielogik, som holder landsbyernes økonomi sammen og giver social støtte til alle medlemmer. De traditionelle huse er cirkulære og bygget af træ og strå. Der er ingen opdeling, og ilden placeres i midten.
I det 16. århundrede fandt Yawanawá-folkets første møde med den vestlige verden sted under ledelse af deres forfader Antonio Luís Pekuti. Perioden var præget af grusomheder mod folket, herunder slaveri under gummibaroner.
De fik først regelmæssig kontakt med andre brasilianere for to generationer siden, da gummibønder drog nordpå på jagt efter jord og gratis arbejdskraft. I århundreder overlevede de ved at arbejde på plantager. Da gummiprisen styrtdykkede i midten af det 20. århundrede, begyndte de at sælge annatto, en pigget frugt med frø, der giver det røde farvestof, som bruges i blandt andet læbestift, øjenskygge og bronzer.
I 1980’erne ledte cacique Biraci Nixiwaka Brazil sit folk i kampen for anerkendelse af deres oprindelige territorier, og Yawanawá blev det første oprindelige folk, der opnåede officielle rettigheder til deres land i Acre.
I 2006 blev Yawanawá den første stamme til at indvie en kvindelig shaman, Hushahu Yawanawá. Deres leder, Raimundo Luiz (Tuíkuru), gav sin tilladelse, støttet af den legendariske ældste pajé Tatá Yawanawá.
Selv om Yawanawá-shamanisme i dag især forbindes med heling, havde pajéens funktioner tidligere flere dimensioner og omfattede også krig og jagt. De traditionelle helingsritualer er “uni”, deres mest hellige drik, bedre kendt som ayahuasca, samt “rumê” (rapé), en traditionel form for tobak blandet med asken fra Tsunu-træets bark.
Andre vigtige Yawanawá-mediciner er kapum (kambó), som deles i traditionelle ritualer og ceremonier for åndelig renselse, regenerering, kropslig udrensning og healing; Sananga, fremstillet af barken fra roden af Tabernaemontana-slægten og brugt til at åbne det tredje øje og den indre vision; samt Sepá, en røgelse lavet af saften fra et træ, som bruges til at beskytte og rense rummet for negative energier, ofte i ceremonier.
Et af de mest iøjnefaldende træk ved Yawanawá-kunsten er mangfoldigheden i kropsmalingsmønstre, eller kênes, som bruges flittigt under Mariri-festivalen. De mest almindelige farver er urucum (annatto), et rødt pigment fra frøene af Bixa orellana-planten, og genipapo, som giver et mørkeblåt eller sort pigment. Begge stammer fra beskyttende frø og blandes undertiden med en vellugtende harpiks for at få farven til at hæfte på huden.
Yawanawá er specialister i kunsthåndværk, sang og musikalsk udtryk og oversætter traditionelle fortællinger til en moderne fortolkning. Deres sange fortæller om forbindelsen til landet, ærbødighed for ånderne og oprindelige samfunds modstandskraft over for nutidens udfordringer. Deres musik består typisk af stemme, guitarer og trommer.